Hvordan arbejder man transdisciplinært?
Agroøkologi @ SDU har en transdisciplinær tilgang til agroøkologi – det kunne udlægges sådan:
Transdisciplinært arbejde samler forskere og praktikere, samt medborgere, interessenter og andre som det måtte berøre, omkring et fælles problem eller projekt. Samarbejdet er organiseret som en inddragende proces, hvor forskellige former for viden – videnskabelig, praktisk og lokal – bringes i dialog.
Problemforståelser og mulige løsninger udvikles i fællesskab gennem løbende udveksling, fælles læring og kollektiv refleksion.
Et centralt princip er epistemisk retfærdighed: at forskellige erfaringer og perspektiver anerkendes som legitime bidrag til vidensproduktionen. Samtidig indebærer processen en fælles, kritisk refleksion over de etiske principper, der guider arbejdet og dets konsekvenser i praksis.
Målet er ikke blot ny viden, men også handlinger og forandringer, der er forankret i de sammenhænge, hvor problemerne faktisk udspiller sig.
At arbejde transdisciplinært handler om komplementaritet. Synergi. Samhandel. Symfoni. Og den slags.
For at komme nærmere – kig på disse fire forsimplede eksempler på videnssystemer:
I landbrug findes der flere måder at forstå jordens dynamik på. Agronomi og økologi analyserer jord gennem begreber som næringsstofkredsløb, mikrobiologi, kulstoflagring og hydrologi. Disse modeller gør det muligt at måle jordens kemiske og biologiske tilstand og vurdere effekter af forskellige dyrkningsmetoder.
Samtidig arbejder mange landmænd med en praksisbaseret viden, hvor jordens kvalitet aflæses gennem tegn som struktur, lugt, farve, regnorme eller planters respons. Samt vind og vejr. Denne viden udvikles gennem lang tids observation, sansning og erindringer forankret i hele kroppen og erfaring i et bestemt landskab.
Selvom begrebssystemerne er forskellige, retter begge sig mod de samme økologiske processer. De kan derfor generere brugbar information om, hvordan jordens frugtbarhed udvikler sig, og hvordan dyrkningspraksis påvirker landskabets funktion. På den måde fungerer de som forskellige måder at fortolke landskabet på, men kan begge understøtte praktiske beslutninger om dyrkning, græsning og naturpleje. Begge giver positiv handlekraft og grundlag for kreativitet.
Forskellige medicinske traditioner organiserer forståelsen af kroppen gennem forskellige forklaringsmodeller. I moderne biomedicin beskrives kroppens regulering typisk gennem hormoner, kirtler og biokemiske signalveje i det endokrine system. Denne model gør det muligt at måle hormonelle niveauer, identificere forstyrrelser og udvikle målrettede behandlinger.
I andre medicinske traditioner beskrives lignende kropslige dynamikker gennem begreber om balance, energi eller relationer mellem funktionelle systemer i kroppen. Her ligger vægten på mønstre i symptomer og kroppens samlede tilstand frem for specifikke molekylære mekanismer.
Begge tilgange organiserer observationer på forskellige måder, og begge skaber meningsfulde forklaringer på sundhed og sygdom. De producerer dermed også ligeværdig, handlingsrelevant viden – for eksempel i form af medicin, kostråd eller terapeutiske praksisser – som kan anvendes til at diagnosticere problemer, stabilisere funktioner og forbedre menneskers sundhed.
Forståelsen af vejret organiseres også gennem forskellige forklaringsmodeller. Moderne meteorologi beskriver atmosfæriske processer gennem fysik, matematiske modeller og data fra satellitter og måleinstrumenter. Temperatur, lufttryk og fugtighed analyseres for at forudsige vejrudvikling og advare om ekstreme hændelser.
Samtidig har mange samfund udviklet systemer til at tolke naturtegn – som ændringer i vindretning, skyformationer, dyreadfærd eller planters udvikling – som indikatorer på kommende vejr. Disse observationer er ofte opbygget gennem generationers erfaring i bestemte landskaber.
Selvom de to tilgange forklarer vejret gennem forskellige begreber, søger de begge at skabe forståelige mønstre i atmosfærens dynamik. Resultatet er viden, der kan omsættes til handling, eksempelvis i planlægning af landbrug, fiskeri eller transport.
Navigation giver endnu et eksempel på forskellige forklaringsrammer, der kan lede til samme praktiske resultat. Moderne navigation bygger på kort, koordinatsystemer, satellitter og præcise beregninger af position og afstand. GPS-teknologi gør det muligt at bestemme en position med stor nøjagtighed og planlægge ruter gennem digitale systemer.
Samtidig har mange kulturer udviklet navigationsformer baseret på observation af stjerner, havstrømme, bølgemønstre, fugle eller landformer. Polynesiske søfarere kunne eksempelvis krydse store oceaner ved at læse sådanne tegn i hav og himmel.
Disse systemer organiserer geografisk nyttig viden for navigation gennem vidt forskellige begreber og kosmologier, men deres formål er det samme: at orientere sig i omverdenen og bevæge sig sikkert gennem dem. Begge producerer derfor handlingsrelevant information, der gør det muligt at finde vej og nå et mål med succes.
Hvordan arbejder man transdisciplinært? Med komplementaritet: Contraria Sunt Complementa!
Hvad kan man så, hvad bør man så gøre, når man har flere forskellige modsigende historier om den eller de samme ting og sager? Niels Bohr kan hjælpe med at integrere sådanne paradigmatisk forskellige former for viden – eller vi kan halvt for sjov sige at ‘Bohr var den første til at snakke om epistemisk retfærdighed for universets elementer’. Hans idé om komplementaritet kan i princippet bruges som en måde at forstå forholdet mellem forskellige videnssystemer.
Hos Bohr betød komplementaritet, at forskellige beskrivelser af det samme fænomen kan være gensidigt udelukkende, men alligevel alle være nødvendige for at give et (mere fuldstændigt) billede af helheden. Overført til videnssystemer betyder det, at forskellige forklaringsmodeller – videnskabelige, praktiske eller kulturelle – kan fortælle forskellige, modsigende historier om det samme fænomen, men alle være rigtige på hver deres måde, i deres sammenhæng.
Hver af dem belyser forskellige mønstre i dynamikker, energier i processer osv.
Når flere perspektiver bringes i spil på samme tid omkring samme scenarie, fremtræder helheden derfor tydeligere og med flere konturer, end hvis man kun anvender én enkelt forklaringsramme. Lag på lag bygges det holistiske billede. På den måde kan forskellige videnssystemers fortællinger forstås som komplementære bidrag til en bredere forståelse af verden.
Contraria sunt complementa | Modsætninger supplerer hinanden
Agroøkologi arbejder med komplekse levende systemer. Derfor kan ét perspektiv sjældent give hele forståelsen. Et nyttigt historisk udgangspunkt findes hos den danske fysiker Niels Bohr, som i 1920’erne formulerede princippet om komplementaritet.
I kvantefysikken viste han, at lys og materie nogle gange opfører sig som bølger og andre gange som partikler – to beskrivelser, der ikke kan observeres samtidig, men som begge er nødvendige for en fuldstændig forståelse af fænomenet.
Overført til samfund og landskaber betyder dette, at forskellige former for viden kan være delvist uforenelige, men samtidig gensidigt nødvendige.
Videnskabelige målinger, landmænds erfaringer, lokale økologiske observationer og kulturelle forståelser af landskabet kan hver især afsløre noget, som andre perspektiver ikke kan se.
Agroøkologi forsøger derfor ikke at reducere alle perspektiver til én sandhed, men bringer mangfoldighed og diversitet i spil for at finde de højeste fællesnævnere.
For at optimere komplementaritet arbejder man med fordel kollektivt og så horisontalt, som muligt. Dog besidder jo alle mennesker forskellige grader af handlekraft i en hver given situation – nogle har fx. mere tid, andre mere viden, flere forbindelser eller mere energi. Derfor er der ofte nogle, som træder frem i skoene og holder fast i tovet. For en stund går de forrest, som cykelrytteren eller fuglen i flokken, der ligger forest og bryder luftens mur. I et andet øjeblik falder de tilbage og kører på frihjul.
Horisontalitet er en ledetråd, ikke en endestation. Metoden er at søge mod det flade hierarki, drevet af nysgerrighed, og kollektivt udforske mulighederne for virkeligt vedkommende, meningsfulde sociale relationer. Den resulterende viden styrkes, gensidig tillid vokser og netværket konsolideres.
Det epistemisk retfærdige kommer ved at lytte, åbne og stille sig til rådighed.
Det betyder at epistemisk retfærdighed kræver at man lytter seriøst til folk og tager deres viden alvorligt også selvom man ikke er uddannet eller opvokset med de samme centrale historiefortællinger. Det, som man ikke forstår, det fortolker man så godt man kan: Hvilke fænomener, hvilke ting og sager i den virkelige verden, refererer de til, når de siger sådan? Man antager: At dem man snakker med, de ved hvad de snakker om. Lad samtalen flyde sammen.
Glemte vi at pakke begrebet epistemisk ud?
Kigger vi nærmere på begrebet epistemisk retfærdighed i definitionens og eksemplernes lys, står det klart at når vi snakker om det, så snakker vi om mere end bare et ‘etisk princip’, eller ‘metode’ i fx. projektledelse.
Vi har nemlig med magten til at definere fortiden, nutiden og fremtiden at gøre. Hvad der er sandt og hvad der er mest vigtigt at vide.
I sidste ende drejer det sig således / ligeledes om magten til at forme historiefortællinger om samfundet, vores habitat og i bredeste forstand virkeligheden i sig selv:
Hvordan vi opfatter verden, hvad vi ser og forstår og derfor kan handle på, det afhænger en hel del af hvem vi lytter til. Massemedier og individuelt tilrettelagte, algoritmisk styrede kanaler giver en kakofoni af historier, men hvad er troværdigt og hvem tør man tro på?
“…Every volume of moral philosophy contains at least one chapter about justice, and many books are devoted entirely to it. But where is injustice?
To be sure, sermons, … drama, and fiction deal with
little else, but art and philosophy seem to shun injustice. They take it for granted that injustice is simply the absence of justice, and that once we know what is just, we will know all we need to know. That belief may not, however, be true.
One misses a great deal by
looking only at justice. The sense of injustice, the difficulties of identifying the victims of injustice, and the many ways in which we all learn to live with each other’s injustices tend to be ignored, as is the relation of private injustice to the public order…”
