Afgrænsning og fælles omstilling ved hjælp af ‘Røde flag’

Hvordan skaber vi et landbrug, der nærer livet i landskabet og giver alle adgang til god mad.
I agroøkologien arbejder jordbrugere, forskere og aktivister sammen om dette spørgsmål.
Der er mange veje at gå, og omstilling tager tid. Men nogle praksisser og forhold står i vejen for den forandring, vi ønsker. Hvordan får vi øje på dem, og hvordan kommer vi videre?
Her kan agroøkologiens røde flag hjælpe os med både at sætte grænser og finde retning.
Helt konkret hejses et rødt flag, når en indsats gør følgende (Moeller m.fl., 2023, tabel 2):

- GMO, NGT1, NGT2 osv: Introducerer genetisk modificerede organismer eller genredigering.
- Kunstgødning og pesticider: Fokuserer på at fremme syntetiske gødningsmidler og pesticider.
- Monokultur: Fremmer ensidig afgrødeproduktion i stor skala på bekostning af varierede dyrkningssystemer.
- Ensidigt produktivitetsfokus: Prioriterer alene produktivitet og forårsager dermed undgåelig ødelæggelse af økosystemer og deres funktioner.
- Undergravning af frøsystemer: Begrænser eller ødelægger lokale, jordbrugerstyrede systemer for at udvikle, bevare og udveksle frø.
- Industrielt husdyrhold: Fremmer intensiv animalsk produktion i industriel skala.
- Diskrimination og udelukkelse: Udelukker eller diskriminerer kvinder og andre marginaliserede grupper.
- Industrielle fødevarer: Fremmer ensidigt stærkt forarbejdede, industrielt fremstillede fødevarer med ringe næringsværdi.
- Udpining af lokale ressourcer: Fremmer råvareproduktion, som over tid udtømmer lokale ressourcer og trækker værdier ud af lokalsamfundet.
- Krænkelse af rettigheder: Krænker menneskerettigheder, herunder sædvanerettigheder, tilsidesætter forudgående informeret samtykke eller fører til fordrivelse og jordran.

Agroøkologiens røde flag sætter grænser for, hvad der kan kaldes agroøkologisk. De udpeger praksisser og relationer, som er uforenelige med agroøkologisk omstilling, også når de kombineres med ellers gavnlige tiltag (Moeller m.fl., 2023).
I behandling af ansøgninger om projektmidler fra organisationer og institutioner, som ønsker at støtte en transformativ agroøkologi, er deres rolle at afgrænse. De røde flag fungerer som grundlag for afvisning af projekter, der underminerer omstilling ved at fastholde aspekter i det eksisterende industrielle fødevaresystem.
Modsat, ved evaluering af et eksisterende jordbrug eller i en forenings arbejde med omstilling, kan de samme flag bruges til at prioritere forbedringer og sammen arbejde på at gennemføre dem.
Afgrænsningen kan dermed også være et solidt udgangspunkt for fælles læring og forpligtende handling.
De røde flag rejser således tre sammenhængende spørgsmål:
- Hvad skal udfases?
- Hvad skal opbygges?
- Hvilke betingelser behøver jordbrugere og fællesskaber for at udvikle et naturnærende jordbrug?
Når der følger anerkendelse og finansiering med at kalde et tiltag i omstilling agroøkologisk, bliver det også mere attraktivt at bruge betegnelsen. Her opstår risikoen for, at enkelte dyrkningsmetoder bruges isoleret, mens de sociale, økonomiske og politiske forandringer ignoreres. Agroøkologien forbinder netop jordens frugtbarhed, biologisk mangfoldighed og dyrenes trivsel med ordentlige arbejdsforhold, adgang til jord og demokratisk indflydelse på fødevaresystemet. Opløses denne helhedsorienterede sammenhæng, kan projekter fremstilles som agroøkologiske, selv om de egentlig fastholder det landmisbrugets afhængigheder og ulige magtforhold (Gliessman, Friedmann og Howard, 2019).

De røde flag er et begrebsanalytisk rammeværk til at modvirke denne udvanding og fastholde forpligtelsen til at forandre de forhold, som skaber problemerne.
Værdier, som et praksisfællesskab tager for givet, følger ikke automatisk med, når dets principper får større udbredelse. Det rejser spørgsmålet om, hvordan en bevægelses værdier bliver til fælles forpligtelser. Den helhedsorienterede vision må fastholdes, hvis de enkelte tiltag skal bidrage substantielt til det paradigmeskifte, agroøkologien sigter mod.

Et rødt flag peger således på en systemisk modsætning: en praksis eller relation, som strider mod agroøkologiens principper og fastholder de forhold, omstillingen egentlig skulle ændre. Et projekt kan for eksempel forbedre jordens frugtbarhed og samtidig fratage lokale fællesskaber adgang til jorden. Eller det kan fremme biologisk mangfoldighed under arbejdsforhold, som krænker de ansattes rettigheder. I begge tilfælde kræver agroøkologisk omstilling ændringer i selve måden, projektet er organiseret på.
I finansiering og projektdesign retter de røde flag opmærksomheden mod, hvad en indsats fremmer og fastholder. Et projekt, der udvider industriel monokultur, kan ikke forstås som agroøkologisk. Et projekt, der hjælper jordbrugere med at afvikle monokulturen og udvikle et varieret jordbrug, kan derimod indgå i agroøkologisk omstilling. Det kan kræve støtte til polykultur, fælles læring og afsætningsformer, som kan rumme flere afgrøder og sikre jordbrugerne et ordentligt udkomme.

Projektets mål, aktiviteter og budget skal gøre det tydeligt, hvordan de problematiske forhold ændres, og hvordan jordbrugernes viden og indflydelse indgår i arbejdet.

Ved vurderingen af eget jordbrug eller i en forenings fælles omstillingsarbejde kan de røde flag bruges til at prioritere forandring. En jordbruger, der vil bryde med monokulturen, kan sammen med andre undersøge, hvilke økonomiske og praktiske forhold der fastholder den. Herfra kan deltagerne aftale konkrete skridt, fordele ansvar og afklare, hvilken støtte der er nødvendig. Opfølgningen må undersøge, om ændringerne faktisk gennemføres og bringer jordbruget videre. Hvis arbejdet går i stå, skal barriererne frem og aftalerne tages op igen.
At være i agroøkologisk omstilling indebærer således en forpligtelse til at overvinde de modsætninger, som de røde flag har gjort synlige; og i en forening forpligter det til en kollektiv proces for at nå i mål.
Her kan vi bygge videre på erfaringerne fra tillids- og fællesskabsbaserede garantisystemer, PGS (Participatory Guarantee Systems).
I disse ordninger tager jordbrugere, ofte sammen med forbrugere, fælles ansvar for at vurdere den økologiske produktion og sikre, at aftalte krav efterleves.
Der er således ingen ekstern autoritet.
Gårdbesøg, erfaringsudveksling og fælles beslutninger forbinder kvalitetssikring med læring og lokal selvorganisering (Cuéllar-Padilla m.fl., 2022). Vi foreslår at bruge de røde flag i lignende processer, hvor deltagerne med afsæt i agroøkologiens principper konkretiserer, hvilke forandringer der skal til lokalt. Et PGS kan derfor udformes med de røde flag som et centralt element i det fælles grundlag for vurdering, læring og forpligtende omstilling. Foreningen får dermed en opgave i både at fastholde de fælles forpligtelser og opbygge den viden og støtte, som gør det muligt at indfri dem.

Den fælles vurdering må også synliggøre, hvem der har magt til at ændre de forhold, der står i vejen for omstillingen. Adgang til jord, finansiering og afsætning formes af beslutninger hos jordejere, banker, virksomheder og myndigheder. Røde flag kan derfor også danne grundlag for kollektive krav til disse aktører. I Oxford Research Encyclopedia of Anthropology fremhæver Nina Isabella Moeller fra Agroecology @ SDU og hendes medforfattere behovet for »menneskers direkte deltagelse i lokale beslutninger« (Pimbert m.fl., 2021, s. 20; egen oversættelse). Foreningens opgave omfatter således både at understøtte medlemmernes praksis og at arbejde for de politiske og økonomiske forandringer, som gør omstillingen mulig.

De røde flag angiver, hvilke forhold der skal overvindes; de agroøkologiske principper giver retning til det, der skal opbygges. Hos Agroecology @ SDU bruger vi naturnærende om jordbrug, der »både nærmer sig naturen og nærer dens diversitet, rigdom og skønhed«. Formuleringen stammer fra Moeller og Pedersens kommende artikel »Hvad skal tælle i fremtidens landbrug?« i Økonomi & Politik, temanummeret »Fremtidens landbrug« (2026).
Med landskabning fremhæver vi jordbruget som medskabelse af habitat og livsbetingelser. Når en forening arbejder med røde flag, handler opgaven derfor også om at formulere, hvilket landskab medlemmerne vil være med til at skabe, og hvordan deres jordbrug og fælles organisering kan bidrage til det.
At forstå landskabet som en fælled for alt levende forpligter os på både de livsbetingelser, jordbruget skaber, og menneskers adgang til den mad, der produceres. Naturnært landbrug og mad som rettighed hører i den forstand sammen. I Oxford Research Encyclopedia of Anthropology tekstens diskussion af subsistensperspektivet formuleres opgaven som at organisere samfundet omkring livets fornødenheder og tilvejebringe dem »efter behov frem for rigdom eller status« (Pimbert m.fl., 2021, s. 17; egen oversættelse).

De røde flag skal fastholde denne sammenhæng, når forskere, jordbrugere og aktivister arbejder med omstillingen. De sætter grænser for, hvad der kan kaldes agroøkologisk, og giver fællesskaber et grundlag for at forpligte sig på de forandringer, der skal til.
Referencer
- Cuéllar-Padilla, M., Haro-Pérez, I. & Begiristain-Zubillaga, M. (2022). Participatory Guarantee Systems: When People Want to Take Part. Sustainability, 14(6), 3325.
- Gliessman, S., Friedmann, H. & Howard, P. H. (2019). Agroecology and Food Sovereignty. IDS Bulletin, 50(2), 91–110.
- Moeller, N. I. m.fl. (2023). Measuring agroecology: Introducing a methodological framework and a community of practice approach. Elementa: Science of the Anthropocene, 11(1), 00042.
- Moeller, N. I. & Pedersen, J. M. (2026, under udgivelse). Hvad skal tælle i fremtidens landbrug? Økonomi & Politik, temanummeret »Fremtidens landbrug«.
- Pimbert, M. P., Moeller, N. I., Singh, J. & Anderson, C. R. (2021). Agroecology. Oxford Research Encyclopedia of Anthropology. Oxford University Press.

