Living Labs og sommerfuglemetoden

Living Labs er blevet et centralt begreb i europæisk forskning og innovationspolitik. Men et Living Lab er ikke én afgrænset metode, og idéen om at skabe viden gennem deltagelse, praktiske forsøg og kollektiv refleksion er langt ældre end betegnelsen.

Her følger vi nogle af begrebets historiske tråde, ser på dets møde med agroøkologien og præsenterer sommerfuglemetoden, som Agroøkologi @ SDU eksperimenterer med. Det er én mulig tilgang blandt mange – og fortsat et arbejde under udvikling. Se også denne tekst om foreningen HOPLA som et Living Lab.

Livet som levende laboratorium

Livet er i en grundlæggende forstand eksperimentelt. Levende organismer, økologiske samfund og menneskelige fællesskaber opretholder sig gennem gentagelse, men forandres gennem variation, efterligning, tilpasning, symbiose og feedback. Mønstre gentages, forskydes og kombineres på ny. Det, der virker ét sted, kan efterlignes et andet, men aldrig kopieres fuldstændigt, fordi jord, vejr, arter, mennesker og relationer allerede har ændret betingelserne.

I den forstand er livet selv et levende laboratorium. Et Living Lab er imidlertid mere end et nyt navn for dette grundvilkår. Det er et forsøg på at gøre den allerede igangværende undersøgelse mere fælles, bevidst og refleksiv. Hvem observerer? Hvem genkender et mønster? Hvem kan foreslå en ændring, fortolke virkningen og afgøre, hvad der skal prøves næste gang?

Laboratoriet bliver dermed vendt på vrangen. Livet placeres ikke i laboratoriet; forskningen træder ind i livet. Forskeren står ikke uden for forsøget, men bliver en del af det system, som forskningen forsøger at forstå.

Før det hed et Living Lab

Mennesker har altid undersøgt verden gennem praktisk deltagelse. Jordbrugere har sammenlignet frø, jord, dyrkningsformer, græsningsmønstre og vejrfænomener. Håndværkere har lært gennem efterligning og variation. Lokalsamfund har udviklet regler, institutioner og kollektive erindringer gennem handling og erfaring.

Det ville være anakronistisk at kalde alle disse praksisser citizen science, men dele af dem kan i dag forstås som jordbrugerdrevet citizen science: Praktikerne formulerer selv spørgsmål, gennemfører forsøg, systematiserer observationer, sammenligner erfaringer og vedligeholder fælles viden. Det adskiller sig fra en snævrere model, hvor borgere primært indsamler data til forskningsspørgsmål, som andre har defineret.

Den nyere metodehistorie samler flere delvist overlappende spor. Etnografisk feltarbejde og deltagerobservation gjorde det muligt at lære gennem længerevarende tilstedeværelse i andre menneskers hverdagsliv. Samtidig bærer antropologien en kolonial historie, hvor menneskers liv og viden blev omdannet til data og akademisk ejendom. Denne dobbelte arv – deltagelse og udvinding – følger fortsat forskningen.

I 1940’erne formulerede Kurt Lewin aktionsforskningen som en forbindelse mellem undersøgelse og social handling. Viden skulle udvikles gennem gentagne bevægelser mellem planlægning, handling, observation og refleksion, og gruppen blev forstået som en central drivkraft i forandring. Lewins artikel fra 1946, Action Research and Minority Problems, blev et vigtigt udgangspunkt for denne tradition.

Senere bidrog deltagende forskning, participatory rural appraisal, feministisk aktionsforskning, folkelig uddannelse, farmer-to-farmer-netværk og Farmer Field Schools til at udfordre forestillingen om forskeren som den eneste legitime vidensproducent. I Skandinavien arbejdede participatory design med, at arbejdere og andre berørte grupper skulle deltage i udformningen af teknologier og arbejdssystemer. Science and Technology Studies undersøgte siden, hvordan videnskabelig viden, teknologi og social orden bliver produceret sammen.

Fra 1990’erne fik brugerinnovation, co-design og open innovation stigende betydning. Brugeren skulle ikke blot afprøve et færdigt produkt, men medvirke til at definere og udvikle det. Herfra voksede nogle af de strømninger, som senere blev samlet under betegnelsen Living Lab.

Det er ikke én sammenhængende slægtshistorie. Metoderne har forskellige politiske mål, videnssyn og magtforhold. Men de deler en bestræbelse på at skabe viden i virkelige sammenhænge og sammen med mennesker, som selv er berørt af det, der undersøges.

Fra metodefamilie til europæisk projektformat

Living Lab-litteraturen beskriver på én gang laboratoriet som et sted, et netværk, en organisation, en metode og et innovationsmiljø. En systematisk gennemgang af 114 videnskabelige artikler fandt netop denne mangfoldighed – og en vedvarende uklarhed om begrebets kerne.

European Network of Living Labs, ENoLL, blev etableret under det finske EU-formandskab i 2006. Netværket har siden arbejdet med samskabelse, brugerinddragelse og eksperimenter i virkelige omgivelser. Living Labs har bevæget sig fra teknologi- og produktudvikling til blandt andet byplanlægning, sundhed, offentlig innovation, energi, fødevarer og bæredygtig omstilling.

Begrebet er nu solidt indlejret i Horizon Europe. EU’s partnerskab for agroøkologi har ligefrem Living Labs og forskningsinfrastrukturer i sit navn og skal opbygge et europæisk netværk for stedbundne forsøg og vidensdeling. EU’s Mission Soil har som mål at etablere 100 Living Labs og såkaldte lighthouses frem mod 2030.

Institutionaliseringen skaber ressourcer, forbindelser og mulighed for langsigtede eksperimenter. Men den skaber også en grundlæggende spænding. En projektansøgning skal normalt fastlægge emne, partnere, budget, arbejdspakker og forventede resultater, før mange af de mennesker, der senere skal deltage, er blevet inddraget. Samskabelsen begynder dermed ofte inden for en ramme, som allerede er finansieret og delvist lukket.

Problemet er ikke forskningsmidlerne i sig selv. Spørgsmålet er, om projektet kan åbne sin ramme og lade sig forandre af deltagelsen – eller om deltagerne primært inviteres ind for at levere på projektets forhåndsdefinerede mål.

Agroøkologien vender historien om

Living Labs introducerer ikke deltagelse i agroøkologien. Agroøkologisk viden er gennem årtusinder blevet udviklet gennem stedbunden observation, aktiv eksperimenteren, kollektiv erindring og forvaltning blandt oprindelige folk, bønder, pastoralister, fiskere og skovsamfund.

Artiklen Agroecology i Oxford Research Encyclopedia of Anthropology beskriver agroøkologi som et alternativt paradigme, der både anvender økologiske principper i konkrete territorier og sætter oprindelige folks og bønders viden og handlekraft centralt i udviklingen af fødevaresystemer.

Agroøkologien bygger her på en science of the concrete: viden udviklet gennem sansning, erindring, klassifikation, omhyggelig observation og gentagne praktiske forsøg. Videnskaben har ofte efterfølgende forklaret eller valideret teknikker og institutioner, som jordbrugere og lokalsamfund allerede havde udviklet. Anerkendelsen af dette er ikke en romantisering af enhver gammel praksis. Viden kan stadig prøves, kritiseres og ændres. Men jordbrugeren træder frem som selvstændig vidensproducent og ikke blot som modtager af forskningsbaseret rådgivning eller leverandør af data.

Agroøkologi er derfor både videnskab, praksis og social bevægelse. Den omfatter ikke kun markens biologi, men også jord, rettigheder, arbejde, markeder, måltider, kultur og politisk beslutningsmagt. Agroøkologi @ SDU’s bredere introduktion findes under Hvad er agroøkologi?

Et agroøkologisk Living Lab er således en nyere institutionel ramme omkring langt ældre videnspraksisser. Rammen kan understøtte vidensdialog, fælles eksperimenter og politisk handlekraft. Den kan også indfange levende praksisser i forskningsspørgsmål, tidsplaner og resultatkrav, som andre har fastlagt.

Tiffanie F. Stone og hendes medforfattere har formuleret væsentlige pejlemærker for transformative agroøkologiske Living Labs: agroøkologisk orienterede metoder, stedbunden forandring, magtdeling og deltagende vidensproduktion. Vi læser dem som spørgsmål og pejlemærker, ikke som minimumskrav eller en certificeringsordning for det perfekte Living Lab.

Et tæt pakket, men tyndt bemandet felt

Danmark har et rigt, voksende og historisk lagdelt landskab af jordbrugsbevægelser og vidensfællesskaber. Foreningen for Biodynamisk Jordbrug blev stiftet i 1936. Økologisk Landsforenings organisatoriske rødder går tilbage til 1981. Frøsamlerne har siden 1987 bevaret, dyrket og delt kulturplanter og viden om frø.

Andre lag omfatter blandt andet Permakultur Danmark, Foreningen Regenerativt Jordbrug og HOPLA. De er ikke trin på én udviklingsstige og udgør ikke én enig bevægelse. De har forskellige historier, værdier, produktionsformer og politiske strategier. Men de overlapper gennem mennesker, kurser, gårde, frø, dyr, arrangementer og fælles problemer.

Samtidig vokser antallet af forsknings- og udviklingsprojekter. I det felt, vi arbejder i, er der ofte mange projektakronymer, men forholdsvis få pionerjordbrugere og civilsamfundsaktører med tid, erfaring og lyst til at deltage intensivt. De samme mennesker bliver inviteret til workshops, interview, målinger, følgegrupper og demonstrationsarrangementer. Projektmidlernes efterspørgsel efter deltagelse kan vokse hurtigere end feltets deltagelseskapacitet.

Deltagelse har en konkret omkostning. En dag på et projektmøde er en dag væk fra marken, dyrene, familien, organisationen eller afsætningen. Meget af arbejdet er ulønnet. De mest synlige og velforbundne pionerer bliver let overbelastede, mens mennesker med mindre tid, økonomisk sikkerhed eller institutionel fortrolighed falder udenfor. Resultatet kan både blive deltagelsestræthed og en skæv repræsentation af, hvem der får lov at tale på jordbrugets vegne.

Forskning kan desuden blive udvindende. Samtaler, erfaringer og konflikter omdannes til data, publikationer og projektrapporter, uden at deltagerne nødvendigvis får adgang til resultaterne eller indflydelse på fortolkningen. Ane Kirstine Aare og Stine Rosenlund Hansen peger på risikoen for forudbestemte dagsordener forklædt som deltagelse, uklare forskerroller og mennesker, som på samme tid bliver medskabere og forskningsobjekter.

Kritikken er ikke ny. I antologien Participation: The New Tyranny? fra 2001 undersøgte Bill Cooke, Uma Kothari og de øvrige bidragydere, hvordan deltagende udvikling kan reproducere magt, frembringe kunstig konsensus og give allerede fastlagte beslutninger demokratisk legitimitet.

Overført til Living Labs kan inddragelse fungere som en foregribende afvæbning af kritik – en pre-emption of critique. Når mennesker først er blevet inviteret til et møde eller hørt i en workshop, kan senere indsigelser afvises med henvisning til, at de allerede “har været med”. Det afgørende er derfor ikke blot, om deltagelse har fundet sted, men hvad deltagerne faktisk har kunnet ændre, og om uenighed, kritik og afvisning fortsat har været legitime muligheder.

Det er ikke først og fremmest et spørgsmål om dårlige intentioner. Forskere arbejder også inden for korte bevillingsperioder, usikre ansættelser, publikationskrav og faste leverancer. Problemet ligger i relationen mellem projektøkonomien og de mennesker, hvis tid, steder og viden forskningen afhænger af.

Transdisciplinaritet handler også om magt

Transdisciplinært arbejde er mere end at samle flere fagligheder eller invitere forskellige “stakeholders” til samme møde. Forskere, praktikere, medborgere og andre berørte parter arbejder omkring et fælles problem, mens videnskabelig, praktisk, sanset og lokal viden bringes i dialog. En introduktion til Agroøkologi @ SDU’s tilgang findes under Hvordan arbejder man transdisciplinært?

Epistemisk retfærdighed betyder ikke, at alle udsagn er identiske eller automatisk lige anvendelige til ethvert spørgsmål. Det betyder, at forskellige vidensformer tages alvorligt, og at kriterierne for at vurdere dem gøres synlige og diskuterbare. Uenighed er ikke nødvendigvis en metodisk fejl. Komplementaritet kan også bestå i, at forskellige perspektiver afslører hinandens begrænsninger.

Horisontalitet er derfor en ledetråd, ikke en påstand om, at forskelle i tid, penge, uddannelse, autoritet og handlekraft er forsvundet. Forskeren kan på samme tid være facilitator, observatør, ekspert, projektansat og forvalter af midler. Det kræver løbende refleksion over, hvem der stiller spørgsmålene, vælger metoderne, fortolker materialet og bestemmer, hvad der offentliggøres. Et samtykke ved projektets begyndelse kan ikke erstatte denne fortsatte forhandling.

Sommerfuglemetoden

Ved Agroøkologi @ SDU bruger vi foreløbig betegnelsen sommerfuglemetoden for en af de former for Living Lab metode, som vi eksperimenterer med. Forstået som en af mange mulige måder at arbejde inklusivt, bredt og inddragende. Det er ikke en færdig protokol eller en ny universel Living Lab-model. Det er et eksperiment med, hvordan forskningsprojekter kan indgå mere ansvarligt i bevægelige og allerede levende processer.

Sommerfuglen samler flere billeder. Den bevæger sig mellem steder og krydsbestøver. Små påvirkninger kan få uforudsete virkninger i komplekse systemer. Dens bevægelse følger ikke en lige projektlinje fra aktivitet til målbart resultat. Metoden forsøger tilsvarende at gå ind i eksisterende processer, skubbe til vogne, som allerede er i bevægelse, sætte noget nyt i gang, når der er et reelt behov, og forbinde de mennesker og strukturer, som en forandring kræver.

Projekterne skal kobles til processerne – processerne skal ikke underordnes projekterne. En aktivitet behøver derfor ikke tilhøre én bevilling. Det samme arrangement kan bidrage til flere samarbejder, hvis det reducerer gentagelser, sparer deltagernes tid og skaber en reel fælles nytte.

At stable funktioner oven på hinanden (stacking of functions) betyder her, at én aktivitet bevidst udfører flere former for arbejde samtidig. Et møde kan eksempelvis skabe erfaringsudveksling, udvikle en metode, forbinde nye aktører og bidrage til flere projekters relevante arbejde. Funktionsstablingen skal mindske gentagelser og deltagelsesbelastning – ikke gøre det muligt at udvinde de samme menneskers viden til tre projekter på én gang.

Denne arkitektur afprøves aktuelt mellem blandt andet LIFT, som undersøger offentlige indkøb som løftestang for agroøkologisk omstilling; RESHAPE, som arbejder med værdiændringer og genforbindelser i fødevaresystemer; og UNMEASURED, som undersøger værdier, der vanskeligt lader sig reducere til tal i agroøkologiske vurderinger.

Arbejdet ligger samtidig i forlængelse af langsigtede relationer til HOPLA og Videnscenter for Holistisk Management i Vork. Videnscenteret er forankret i Vork og Vejle Fjords opland, mens HOPLA er et landsdækkende netværk med stærke praktiske relationer i det syddanske landskab. De er ikke skabt af SDU’s projekter og skal ikke reduceres til cases eller forsøgsområder. De er selvstændige processer, som projekterne kan træde ind i, bidrage til og lade sig ændre af.

Sommerfuglemetoden arbejder med mennesker, konflikter, muligheder og ressourcer, som hele tiden ændrer retning og betydning. Den søger derfor ikke én overordnet arkitektur, som kan styre helheden. En sådan styring er hverken socialt eller teknisk mulig i praksis – og heller ikke på sin plads, fordi den let underordner deltagernes egne forløb under projektets logik.

Det er ikke en afvisning af systemtænkning. Agroøkologisk systemtænkning kræver blik for helheden, men ikke styring af helheden. Sommerfuglemetoden er helhedsorienteret i sin opmærksomhed og decentral i sin handling.

Hvad bliver tilbage?

Agroøkologi @ SDU opstiller ikke sommerfuglemetoden som et sæt minimumskrav til ‘det rigtige Living Lab’. Vi forsøger snarere at holde nogle spørgsmål åbne: Har arbejdet efterladt mere fælles kapacitet, viden, handlekraft og tillid, end det har forbrugt? Kan relationerne fortsætte, når bevillingen slutter? Har deltagerne kun leveret data, eller har de også kunnet ændre undersøgelsens retning? Er resultaterne vendt tilbage til de mennesker og steder, som gjorde dem mulige?

Et projekt kan levere alle sine rapporter og samtidig svække det felt, det skulle støtte. Det kan også støde på vanskeligheder, ændre kurs eller mislykkes med en planlagt aktivitet og alligevel efterlade vigtige forbindelser og erfaringer. Derfor må læring også omfatte friktion, fejlslagne forsøg og det, som ikke lod sig koordinere.

Sommerfuglemetodens foreløbige devise sammenfatter denne metodeposition: Follow the dream, embrace the chaos, and keep the faith. Det betyder ikke strukturløshed. Det betyder retning uden en masterplan, handling under usikkerhed og troskab mod de relationer, som projekterne midlertidigt får lov at indgå i.