Agroøkologi: Grønne korridorer og naturnærende landskabning
Her er noter og brudstykker i retning af et dansk program for at levere på den (såkaldte?) grønne regerings vision – for at implementere Grøn Trepart og skabe en levende jord, sammenhængende habitater og en fælled for alt levende.
Den nye regerings grønne vision samler rent drikkevand, rigere natur, højere dyrevelfærd, lokal forædling, arbejdspladser, generationsskifte og levende lokalsamfund. Det postuleres at det skal der handles på. Men hvordan?
Agroøkologien – det naturnære jordbrug – leverer en samlet ramme for at realisere denne vision.
Den forbinder nemlig jordens levende processer med dyrkning, landskabsforvaltning, mad, viden, kultur, social retfærdighed, økonomi og demokratiske beslutninger.
Gennem forskning, living labs og langsigtede samarbejder kan denne vision omsættes til praksis i danske landskaber. Agroøkologi @ SDU ved hvordan.
(Her og på forsiden sætter vi også nogle gestikulerende ord på agroøkologien, som vi altså også kalder naturnært landbrug.)
Som heuristisk begreb introducerer vi naturnærende landskabning og omfavner som udgangspunkt en ide om at mennesker kan efterlade et positivt aftryk, skabe en bedre verden. Vi mener ikke det er befordrende for den nødvendige omstilling at tænke i negative baner om skadesreduktion og nedslagsminimering.
En selvforståelse uden synd og skam som omdrejningspunkt tages for givet!
Det centrale politiske greb for agroøkologi i Danmark, som vi ser og gerne vil formidle det, handler om grønne korridorer gennem det dyrkede land.
Naturparker, naturnationalparker, skove, moser, enge, ådale, kyster og andre værdifulde naturområder danner landskabets økologiske kerner.
Agroøkologiske bedrifter forbinder dem ved at skabe grønne korridorer bestående af levende hegn, træer, græsland, vådområder, vandløbsbræmmer, flerårige afgrøder, dyrkede mosaikker og jord med permanent plantedække. Samt etårige afgrøder, som vi måtte ønske og have tid og plads til.
Funga, flora og fauna får i det agroøkologiske kulturlandskab fri mulighed for at bevæge sig naturligt rundt, sprede sig, søge føde, yngle og følge årstidernes og klimaets bevægelser.
Og nye græsgange.
Det producerende – givende – landskab, i en agroøkologisk vision og realisering, bliver en del af naturens sammenhæng. Og dermed bliver naturen sammenhængende. En naturpark designet af mennesker fra toppen og ned, omkranset af trådhegn, er vist ikke særligt naturligt. Også selvom den tilbyder byboende familier med tid og midler en hyggelig gåtur i weekenden, hvis de holder sig på stien.
Et etableret vidensgrundlag
Agroøkologiens historie strækker sig næsten hundrede år. Feltet samler i dag videnskab, praksis og social bevægelse. Dets internationale vidensgrundlag er samlet i blandt andet FAO’s ti elementer og High Level Panel of Experts’ tretten principper for agroøkologiske madsystemer. For dybere forståelse af hvordan man definerer og evaluerer ‘agroøkologi’ se fx denne artikel.
Principperne omfatter recirkulering, lavere afhængighed af eksterne input, højere grad af lokale byttehandler, jordens sundhed, dyresundhed og dyrevelfærd, biodiversitet, synergier, økonomisk diversitet, fælles vidensskabelse, sociale værdier og madvaner, retfærdighed, forbindelser mellem producenter og spisende mennesker, forvaltning af jord og naturressourcer samt borgerinddragelse og andre former for deltagelse.
De agroøkologiske principper samler økologiske, sociale, kulturelle, økonomiske og politiske forhold i én transformationsramme. En helhedsorienteret pakkeløsning for omstilling. Bedriften indgår i et madsystem, og madsystemet indgår i et landskab og et samfund. Jord, vand, frø, dyr, planter, svampe, arbejde, omsorg, forarbejdning, måltider og beslutningsrum hører til samme levende sammenhæng. Alt er forbundet.
Det bevidst tvetydige begreb naturnærende gør denne bevægelse tydelig. Naturnærende jordbrug nærmer sig naturens processer og nærer samtidig landskabets diversitet, rigdom og skønhed. Dyrkningen understøtter jorddannelse, vandkredsløb, levesteder, bestøvning, biologisk regulering og fornyelse. Mennesker deltager i landskabet som dyrkere, forvaltere, spisende borgere og medskabere af livsbetingelser. Samlet bliver denne kreativitet til naturnærende landskabning.
Epistemisk retfærdighed og fælles vidensskabelse
Agroøkologisk forskning er et transdisciplinært arbejde.
Se også her hvad transdisciplinært betyder for naturnært jordbrug.
Naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora møder dyrkningserfaring, håndværk, lokal viden, oprindelige folks videnssystemer, madkultur og generationers iagttagelser af jord, planter, dyr og vejr. Epistemisk retfærdighed giver disse vidensformer reel autoritet i formuleringen af spørgsmål, udviklingen af praksis og fortolkningen af resultater. Retfærdighed i epistemisk forstand er som en morgenstund med guld i mund i skovbrynet, – hvis du indtager, føler, og erkender hele fugleflokkens sang, når du omfavner hele den levende fælleds kakofoni, som en skøn harmoni. Ikke kun den eller lige den, men alles stemmer høres, alles bidrag vurderes, og hele møllen reflekteres. Det er i relationer at individer eksisterer og kan forstå sig selv og hinanden.
Videnshistorien rummer et stort reservoir af erfaring med sædskifter, samdyrkning, frøudvælgelse, græsning, skovlandbrug, kompostering, vandforvaltning og lokale næringskredsløb. I de seneste årtier har mikrobiologien underbygget, suppleret og konsolideret denne viden. Forskningen viser jordens komplekse samspil mellem planterødder, svampe, bakterier, protister og jordbundsdyr. Den viser også sammenhænge mellem biologisk diversitet under jorden, næringsomsætning, plantevækst, kulstofkredsløb og økosystemers samlede funktion.
(Essentiel i et agroøkologisk samfund er en infrastruktur for frøsamling og -deling og Nordic Seed Alliance er i fuld gang.)
Forskning i mikrobiologi har udviklet metoder til studiet af rhizosfæren, mykorrhiza, mikrobielle samfund og planters rodudskillelser. Landbrugeres sanselige og stedbundne observationer tilfører kontinuitet, kontekst og praktisk dømmekraft. Se især det fine arbejde som Raquel Lujan Soto har leveret. Sammen skaber disse vidensformer et rigere billede af levende jord og dens reaktioner på dyrkning.
Denne viden ændrer selve forståelsen af frugtbarhed. Frugtbarhed opstår gennem relationer mellem levende organismer, mineralske bestanddele, organisk materiale, vand, luft og menneskelig praksis. En mangfoldighed af planter sender forskellige kulstofforbindelser ud gennem rødderne og understøtter forskellige mikrobielle samfund.
Svampehyfer, bakterier og jordbundsdyr deltager i omsætningen og transporten af næringsstoffer. Planter, som vokser sammen gennem flere sæsoner og i flere højder, skaber et større rum for disse relationer. Mikrobiologiens spændende (gen)opdagelser forbinder dermed livet under jorden med diversiteten over jorden og med landskabets samlede stofskifte. Muldens, samfundets, individets, landskabets og planetens sundhed hænger uadskilleligt sammen i kraft af deres overlappende og interagerende mikrobiomer og makro-virkeligheder.
Living labs giver denne fælles vidensskabelse en institutionel form. Landbrugere, forskere, rådgivere, naturforvaltere, kommuner, forarbejdningsvirksomheder, køkkener og lokalsamfund udvikler spørgsmål og afprøvninger sammen. Arbejdet følger årstiderne og landskabets langsomme processer. Erfaringer bevæger sig mellem mennesker, bedrifter, forskningsmiljøer, myndigheder, politiske beslutningsrum og generationer. EU’s Agroecology Partnership organiserer allerede den europæiske forskningsindsats omkring agroøkologiske living labs og forskningsinfrastrukturer. Danmark har dermed en fælles europæisk ramme at arbejde videre i.
Når din lokale politiker eller anden ledvogter siger at “Vi mangler viden” eller “Vi har ingen politisk model”, så er det ikke helt rigtigt.
Fra levende jord til levende landskab
Regenerative praksisser udgør agroøkologiens biofysiske repertoire. Varierede sædskifter, samdyrkning, efterafgrøder, flerårige planter, skovlandbrug, levende hegn, trægrupper, vådområder, vedvarende græs, kompost, lokale frø og integrerede dyr skaber biologisk og rumlig variation. Jorddække beskytter jordoverfladen. Rødder, svampe og jordbundsdyr opbygger porøsitet og struktur. Organisk materiale føres tilbage til jorden. Vand bremses, fordeles og optages gennem landskabet. Diversiteten giver mange arter føde, skjul og levesteder gennem hele året.
Dyrene indgår i landskabets alliancer. Arter, antal og bevægelse vokser ud af stedets græs, træer, jordbund, næringskredsløb, årstider og menneskelige behov. Græsning skaber mosaikker af højt og lavt plantedække, spreder frø, recirkulerer næringsstoffer og vedligeholder lysåbne habitater. Dyr, planter, svampe og mikroorganismer former landskabet sammen.
Denne helhedsorienterede praksis kalder vi for landskabning: jordbrug som medskabelse af habitater, relationer og livsbetingelser. Landskabning forbinder markens agronomi med naturforvaltning, arkitektur, kulturhistorie, æstetik og fælles politiske valg. Resultatet er et varieret landskab med mad, rent vand, frugtbar jord, dyr, træer, blomster, svampe, insekter og menneskelige fællesskaber. Vi snakker om at begrænse skade og negative effekter, men om at optimere og maksimere positive effekter: i det naturnærende madsystem beriges habitatet, landskabet bliver smukkere og menneskene gladere.
Grønne korridorer som fælles politisk projekt
Grønne korridorer omsætter landskabningen til en national, regional og lokal opgave. De skaber økologisk sammenhæng mellem beskyttede kerneområder og gør det dyrkede landskab gennemtrængeligt for liv. Korridorerne følger ådale, vandløb, kyster, lavbundsjorder, skovbryn, markskel, gamle vejforløb og andre eksisterende strukturer. De udformes som sammenhængende landskabssystemer med brede overgangszoner, artsrige græsarealer, træer, buske, vand, dødt ved, kontinuerligt jorddække og lokale trædesten mellem større habitater. ‘Genopbyggelsen bliver større end selve skabelsen’, for nu at parafrasere den hedengangne multikunster, Martin Hall.
Korridorernes økologiske stof findes i flere lag. Under jordoverfladen skaber rødder, porer, organisk materiale og sammenhængende jordmiljøer bevægelsesrum for svampe, bakterier og jordbundsdyr. Langs overfladen giver græs, urter, sten, dødt ved og fugtige lavninger føde og skjul. Buske og levende hegn bærer blomster, bær, frø og redesteder. Træernes kroner forbinder landskabet i højden. Vandløb, grøfter med naturlig dynamik, damme, moser og våde enge danner blå korridorer gennem det grønne. Den vertikale og horisontale variation gør korridoren til habitat, spredningsvej og fødesystem på samme tid.
Årstider og tidens gang gør naturligvis korridorer dynamiske. Tidlige blomster understøtter forårets insekter. Sommerens urter og græsser bærer et voksende fødenet. Frøstande, frugt, bær og nødder giver næring gennem efteråret og vinteren. Gamle træer, stubbe, kvas, løv og plantestængler bærer overvintrende liv videre til næste sæson. Flerårig forvaltning giver arterne kontinuitet og gør landskabets hukommelse virksom.
Hver egn udvikler sin egen økologiske form. Hasselmus, padder, bestøvere, engfugle, flagermus, store græssere, vandlevende organismer, planter og svampe har forskellige bevægelsesformer og habitatbehov. Landskabets topografi, hydrologi, jordbund og dyrkningshistorie bestemmer korridorernes udformning. Lokal artskundskab og dyrkningserfaring mødes i den konkrete planlægning.
Korridorerne følger også menneskers liv i landskabet. Stier, markveje og lokale forbindelser giver adgang til natur, dyrkning og årstidernes forandringer. Skoler, plejehjem, køkkener og landsbyer får levende landskaber tæt på hverdagen. Frugttræer, læhegn, græssende dyr, blomstrende kanter, slyngede vandløb og varierede marker skaber genkendelige steder med karakter og skønhed. Landskabet bliver et fælles rum for arbejde, læring, omsorg, rekreation og mad.
Danmark råder allerede over et rumligt udgangspunkt gennem Grønt Danmarkskort, kommunernes økologiske forbindelser, Natura 2000, vandplaner, skovrejsning, naturparker, naturnationalparker og kommende naturgenopretningsplaner. Agroøkologien udfylder landskabet mellem disse udpegninger med produktive, levende forbindelser. Offentlige og private arealer indgår i samme landskabelige væv.
Vandløbsoplande og ådale giver arbejdet en naturlig geografi på tværs af markskel og kommunegrænser.
(Se også denne introduktion til Videnscenter for Holistisk Management i Vork som eksempel på hvordan grundvandet kan reddes.)
Vandets bevægelse forbinder højtliggende marker med vandløb, vådområder, fjorde og kyster. En fælles plan for hele oplandet samler jorddække, erosion, dræning, genslyngning, vådlægning, græsning, træer og dyrkning.
Den samme plan styrker grundvand, overfladevand, habitat og lokal fødevareproduktion.
Med agroøkologi læger tiden alle sår.
Grønne korridorer er en fælles politisk opgave for landbrugere, Danmarks Naturfredningsforening, rewildingmiljøer, naturparker, kommuner, forskningsinstitutioner og lokale fællesskaber.
Udfordringen skal løftes i samlet flok.
Rewilding giver selvbærende økologiske processer større råderum i egnede områder.
Naturparker og beskyttede arealer udvikler stærke økologiske kerner.
Agroøkologiske bedrifter gør de beboede og dyrkede landskaber omkring og mellem naturparkerne rige, porøse og sammenhængende. Samarbejdet skaber en dansk naturforvaltning, hvor beskyttelse, genopretning, dyrkning og madproduktion styrker samme landskab. Det er jo tid til at tænke stort, ikke sandt? Eller sagt på en anden måde uden at sætte noget lys under en skæppe: Agroøkologien og det naturnære landbrug er den eneste fornuftige måde at realisere Grøn Trepart på.
Parterne bringer hver sin faglighed ind i denne opgave. Naturorganisationerne bidrager med artskundskab, fredningserfaring og folkelig mobilisering. Rewildingmiljøerne bidrager med viden om ‘naturlig dynamik’, store græssere og selvbærende processer.
Landbrugerne bidrager med daglig landskabsforvaltning, dyrkningskunnen og langsigtet stedkendskab.
Kommunerne bidrager med arealplanlægning, vandforvaltning og lokale institutioner. Forskningsmiljøerne bidrager med transdisciplinære metoder, biologiske undersøgelser og fælles læringsprocesser. Grønne korridorer giver disse fagligheder et konkret sted at mødes og arbejde.
Landskabet er et helt fundamentalt demokratisk spørgsmål. Hvad vil vi med det?
Fra bedrift til opland og region
Bedriften er landskabningens daglige arbejdssted. Her tilrettelægges sædskifter, plantedække, træer, græsning, vand, jordbearbejdning og høst som dele af samme økologiske rytme. Markplanen bliver samtidig en habitatplan, og driftsbeslutninger får en tydelig plads i korridorens samlede forløb.
Nabolandskabet samler flere bedrifter omkring ådale, skovbryn, vådområder, græsningsarealer, fælles maskiner og lokale forarbejdningsmuligheder. Samarbejdet giver korridorerne bredde og kontinuitet. Jordfordeling og frivillige arealaftaler placerer de enkelte aktiviteter, hvor de styrker helheden. Naturorganisationer, lokalsamfund og kommuner deltager i den langsigtede landskabsplan. Ekspropriering og brede reformer følger med, hvis børnene skal have en fremtid.
Oplandet og regionen forbinder korridorerne med vandplanlægning, naturparker, byer, transport, uddannelse, forarbejdning og offentlige køkkener. Regionale aftaler giver den agroøkologiske produktion stabile relationer til måltidet. Nationale rammer tilfører finansiering, forskning, jordadgang og sammenhæng mellem lovgivningsområder. Bevægelsen gennem skalaerne følger vandet, arterne, maden og de menneskelige relationer, som allerede forbinder landskabet.
En fælled, for alt levende, der giver mad
Agroøkologisk landskabning betragter landskabet som en fælled for alt levende. Fælleden omfatter fælles livsbetingelser: jordens frugtbarhed, vandets kredsløb, arternes bevægelse, frøenes mangfoldighed, landskabets skønhed og menneskers adgang til nærende mad. Forvaltningen bygger på deltagelse, retfærdighed og ansvar mellem generationer og arter.
Maden forbinder landskabets økologiske rigdom med hverdagslivet. Diversificerede bedrifter leverer korn, bælgfrugter, grøntsager, frugt, nødder, urter, mælk, æg og kød fra landskabstilpassede kredsløb. Regionale møllerier, mejerier, slagterier, mosterier, bagerier, markeder og distributionsnet omsætter mangfoldigheden til måltider og levedygtige erhverv. Fødevarefællesskaber, restauranter og offentlige køkkener skaber stabile relationer mellem landskab, dyrkere og spisende mennesker.
Madsuverænitet giver denne sammenhæng demokratisk form. Lokalsamfund og landbrugere får reel indflydelse på adgang til jord, frø, vand, markeder og beslutningsrum. Retfærdige priser, værdige arbejdsforhold og adgang for nye generationer understøtter den langsigtede forvaltning. Fødevarer bliver fælles livsgrundlag, kultur og konkret forbindelse til landskabet. På længere sigt skal vi forestille os mad som en del af forsyningssektoren, som en rettighed, som alle har adgang til i en verden hvor ingen går sulten i seng.
Et dansk program for naturnærende landskabning
Regeringens vision – og Grøn Trepart – kan (kun?) realiseres gennem et nationalt program med seks forbundne arbejdsspor:
Et sammenhængende landskabskort. Staten, kommunerne, naturorganisationerne og landbrugerne samler eksisterende naturudpegninger, vandforløb, jordbund, landskabshistorie og lokale udviklingsplaner i en fælles plan for økologiske kerner, grønne korridorer, trædesten og agroøkologiske overgangszoner.
Langsigtede landskabssamarbejder. Lokale partnerskaber får flerårige rammer for jordfordeling, vådområder, skovlandbrug, græsning, levende hegn, fælles maskiner, frø, forarbejdning og afsætning. Offentlig finansiering følger landskabets tidslighed og belønner den fælles opbygning af habitat, jord, vand og lokale erhverv.
Et landsdækkende netværk af living labs. Hvert living lab samler praksis, forskning, myndigheder og civilsamfund omkring et konkret landskab. Netværket dækker danske jordtyper, egne, ejerformer, bedriftsstørrelser og madsystemer. Erfaringer deles åbent og føres direkte ind i uddannelse, rådgivning og politisk gennemførelse.
Sammenhængende uddannelse og rådgivning. Jordbrugsskoler, universiteter, rådgivere og praksissteder udvikler agroøkologisk kunnen på tværs af agronomi, mikrobiologi, naturforvaltning, fødevarehåndværk, økonomi og deltagende processer. Landbrugeres og lokalsamfunds viden indgår som bærende faglighed.
Regionale madsystemer. Offentlige køkkener, detailhandel, restauranter og fødevarefællesskaber indgår langsigtede aftaler med agroøkologiske producenter og forarbejdere. Investeringer i lagring, transport, møllerier, mejerier, slagterier og grøntsagsforarbejdning giver landskabets diversitet en stabil vej til måltidet.
Politisk og økonomisk samordning. Landbrugsstøtte, naturmidler, vandplaner, arealplanlægning, forskning, uddannelse, offentlige indkøb og finansiering arbejder efter samme landskabelige vision. Jordadgang, generationsskifte og lokalt ejerskab placeres centralt i programmets gennemførelse.
Programmet ville kunne omsætte regeringens grønne ambition til en vedvarende bevægelse fra jord og forskning gennem living labs til landskab, madsystem og hverdagsliv.
Grønne korridorer giver bevægelsen en synlig geografi og en fælles politisk retning.
Naturnærende landskabning har en metaforisk klang.
Der er ingen kløft mellem kultur og natur. Mennesket sætter hverken sig selv udenfor naturen eller naturen op på en piedestal – naturnært landbrug er hverken antropocentrisk eller økocentrisk, men samlende i en søgen efter et sprog og relationer, der forbinder.
En fremtid værd at leve i
Agroøkologien samler fortsat den viden og kunnen, som Danmark skal bruge til at skabe naturnære madsystemer. Den forbinder – som videnskab, praksis og bevægelse – mikroorganismernes arbejde i jorden med planters vækst, dyrs bevægelser, menneskers omsorg, regionale økonomier og demokratiske institutioner. Grønne korridorer forbinder samtidig naturens kerneområder med det dyrkede landskab og giver funga, flora og fauna frihed til at bevæge sig og udfolde deres liv.
Resultatet er en fælled for alt levende: et beriget habitat, et smukkere landskab, nærende mad, retfærdige relationer og en fremtid værd at leve i.
Et landskab, der næres, bliver rigt og givende.
Det siger tak ved at give os mad, samt små og store oplevelser om at være forbundne, som Kongen så rigtigt siger, vi har brug for at være.
Udvalgte kilder
- Statsministeriet (2026): Det politiske grundlag for firkløverregeringen.
- Wezel, A. m.fl. (2009): “Agroecology as a science, a movement and a practice.” Agronomy for Sustainable Development, 29, 503–515.
- Méndez, V.E., Bacon, C.M. & Cohen, R. (2013): “Agroecology as a transdisciplinary, participatory, and action-oriented approach.” Agroecology and Sustainable Food Systems, 37(1), 3–18.
- Coolsaet, B. (2016): “Towards an agroecology of knowledges: Recognition, cognitive justice and farmers’ autonomy in France.” Journal of Rural Studies, 47, 165–171.
- Utter, A. m.fl. (2021): “Co-creation of knowledge in agroecology.” Elementa: Science of the Anthropocene, 9(1).
- HLPE (2019): Agroecological and other innovative approaches for sustainable agriculture and food systems that enhance food security and nutrition. Report 14.
- European Partnership AGROECOLOGY: Living Labs and Research Infrastructures.
- Wagg, C. m.fl. (2014): “Soil biodiversity and soil community composition determine ecosystem multifunctionality.” PNAS, 111(14), 5266–5270.
- Domeignoz-Horta, L.A. m.fl. (2024): “Plant diversity drives positive microbial associations in the rhizosphere enhancing carbon use efficiency in agricultural soils.” Nature Communications, 15.
- Plan- og Landdistriktsstyrelsen: Grønt Danmarkskort.
- EU CAP Network (2023): Habitat connectivity: good for the environment and good for farm businesses.
- Danmarks Naturfredningsforening: Naturkorridoren.
- Rewilding Europe: materiale om økologisk forbundethed og vildtkorridorer.
